Af Jeppe Gade Strønæs

”Jeg martyrer dig.” Sådan lød ordene, hvis man oversætter, hvad der kom ud af en 31-årig iransk mands mund i en ophedet telefonsamtale tilbage i januar, ifølge en kvinde fra hjemrejsestyrelsen. Nu er manden kaldt i retten – anklaget for dødstrusler.

På udrejsecenteret Kærshovedgård i Ikast bor en 31-årig iraner, som i et telefonopkald med sin sagsbehandler tilbage i januar lod sine frustrationer blive til grove udtalelser. Ifølge anklageskriftet havde den tiltalte mand ytret så grove trusler på persisk, at den tilstedeværende tolk nægtede at oversætte truslerne til sagsbehandleren. Det betød dog ikke, at den kvindelige sagsbehandler fra hjemrejsestyrelsen ikke forstod, hvad der foregik – hun kunne nemlig selv tale og forstå persisk. Sagsbehandleren har efterfølgende anklaget den 31-årige mand for dødstrusler.

Den tiltalte mand sætter sig tungt i stolen iført sin sorte vest udover hans hættetrøje, han tager sin kasket af, og smider begge albuer op på bordet foran ham. Han kigger ud og nikker mod de tre kvinder fra Røde Kors´ frivillighedsgruppe, som han selv deltager aktivt i på udrejsecenteret. Det er ikke første gang, at den fuldskæggede mand sætter sine fødder i retten. Siden han i 2015 kom til Danmark, har han modtaget seks fængselsdomme af forskellig længde, som alle har været suppleret med udvisning og indrejseforbud.

Juridisk limbo – at tolke trusler oversat fra persisk
“Jeg martyrer dig.” Sådan forstod sagsbehandleren de ord, som på persisk, kom ud af den 31-årige mands mund tilbage i januar. Hun forklarer, at hun anser udtalelsen som: ”mere voldsomt end at sige jeg dræber dig.” Sagsbehandlerens udlægning af sagen medfører frustrerede fagter fra den tiltalte mand, som ryster kraftigt på hovedet, vender det hvide ude af øjnene og kigger op i loftet.

Ifølge den anklagede mand, er det en misforståelse og forkert oversat. Han forklarer, at han sagde; “jeg kommer over til dig, og martyrer mig selv.”

Problemet opstår i oversættelsen fra persisk til dansk. Ifølge tiltaltes advokat, er det ikke muligt at lave en direkte oversættelse fra persisk til dansk af sætningen, da det bliver for abstrakt. Dermed mener advokaten, at det er umuligt at bevise, at mandens udtalelser var rettet mod sagsbehandleren.

Telefonsamtalen mellem de to personer blev ikke optaget, og den tilstedeværende tolk, som var mødt op i retten som vidne, husker ikke hvad der foregik den dag.

Den 31-årige mand falder sammen over bordet, og tørrer sine våde øjne af i hættetrøjens mørke ærmer. Han kigger ud mod de tre kvinder, der fejrer dommerens beslutning, som var det en overtidsscoring i en fodboldkamp. Dommeren frifinder manden på baggrund af manglende konkrete beviser.

Af Jeppe Gade Strønæs

I Kolt ligger en bodega i byens centrum. Et knudepunkt hvor en oase af fællesskab får lov at spire mellem bodegaens besøgende. Med adskillige sociale arrangementer på programmet er Bodega ”Værkstedet” ikke ligesom landets andre bodegaer.

Det er en ganske almindelig tirsdag formiddag i provinsbyen Kolt. Inde på byens bedste og eneste bodega ”Værkstedet” sidder seks personer. Nogen sidder i baren, og andre har taget plads under en af de grønne retro lamper, der hænger over de mørkebrune træborde. Det blide lys fra lamperne brydes af hurtigt roterende frugter i alverdens farver, der i stilhed betragtes af formiddagens gæster. De spinnende frugter stopper pludseligt og afslører om personen, der kort forinden smed et par mønter i spilautomaten, har vundet den helt store jackpot, eller har ofret mønterne forgæves endnu en gang.

De kolde øl får Flemming til at komme igen – og igen.
I baren sidder Flemming Aagaard med en kold Ceres Classic i venstre hånd og en cigaret i højre, som nærmer sig tidspunktet, hvor den skal forenes med de andre færdigrøgede cigaretter i askebægret. Røgen fra hans mund fordeler sig jævnt i lokalet, og bidrager blot yderligere til den allerede eksisterende tunge dyne af røglugt.

Flemming Aagaard kommer fra nabobyen Hørning, men de kolde øl og fællesskabet får ham alligevel til at svinge forbi bodegaen i Kolt stort set hver dag. Udover de kolde Ceres Classic på flaske, som er hans foretrukne drikkevarer fra baren, er det også de to dartskiver nede i hjørnet, som tiltrækker hans tilstedeværelse. De to dartskiver, som lyses kraftigt op af to loftmonterede lysprojektører, lægger rammerne til den faste dartturnering hver mandag. En turnering som Flemming Aagaard og mange andre deltagere trofast tropper op til – både unge og gamle. Selvom Flemming Aagaard dog aldrig har vundet turneringen, er hans beskrivelse af fællesskabet stadig positiv:

”Fællesskabet det er godt,” siger Flemming, og holder fem sekunders tænkepause: ”Det bare godt,” fortsætter Flemming Aagaard kortfattet med sin rustne stemme, mens han har et halvt øje på spillemaskinen, der med korte intervaller afgiver en lyd af metal, der rammer metal.

”Så snart man åbner døren, så bliver der sagt velkommen”
Bag bardisken står bartenderen Mark Kedzierski Mortensen med et bredt smil, mens han indsamler tomme flasker og tørrer spildte efterladenskaber op med den klud, der hænger fra hans skulder. Han har arbejdet på bodegaen i fem og et halvt år, og selvom han bor 11km væk, kommer han også på bodegaen tit i sin fritid.

Mark er tidligere medejer af et værtshus på Jægergårdsgade i Aarhus. Ifølge ham er bodegaen her ikke ligesom andre bodegaer:

”Det er meget forskellige mennesker, der kommer her. Unge mennesker og voksne mennesker, og de snakker sammen. Alle kender hinanden. Så snart man åbner døren, så bliver der sagt velkommen. Det er fantastisk.”

Siden 1980 er antallet af bodegaer i Danmark faldet fra 1000 til 200. En statistik som bodegaen i Kolt måske har fundet opskriften på at bryde. Her på værtshuset er efterspørgslen af arrangementer så stor, at man til nogle af arrangementerne skal være medlem, for at kunne købe en billet.

Det er det fælleskabsforum, der dannes omkring arrangementerne, som påskefrokost, julefrokost og rafleturneringer, som bl.a. får Mark Kedzierski Mortensen til at se bodegaen som mere end blot en arbejdsplads:

”Stemningen er fantastisk til arrangementer, alle er glade, og man kan virkelig mærke fællesskabet, vi har her på bodegaen. Det er nogle af de fedeste dage,” afslutter Mark Kedzierski Mortensen, som kort efter modtager et anerkendende nik fra en af de besøgende gæster.

I 2023 vandt Morten Poulsen VM i Warhammer: Age of Sigmar. Sammen med landsholdet bruger han op mod 20 timer om ugen på at forberede sig til næste slutrunde.

Da Sebastian Bjerregaard Sanganee fyldte 14år, blev han for første gang en del af et konkurrencepræget elitemiljø i håndboldklubben Ribe Esbjerg. Seks år senere kastede han håndklædet i ringen, og valgte at opgive drømmen om at blive professionel. Nu spiller han håndbold i et miljø, hvor øllene og fællesskabet er vigtigere end at vinde hver weekend.

Af Jeppe Gade Strønæs

”Der var altså en voksen mand, der stod og råbte ad dig, hvis du gjorde noget forkert.”

Sådan var virkeligheden, da den dengang blot 14-årige Sebastian Bjerregaard Sangane skiftede hyggehåndbold i ungdomsklubberne KVIK og SGI ud med det ambitiøse elitemiljø i Ribe Esbjerg. Efter seks år som seriøs elitespiller tog hans karriere et markant retningsskifte, da han i 2020 sagde farvel til drømmen om at blive professionel og tog på højskole for at have det sjovt.

Kærligheden til håndbold trækker tråde helt tilbage til Sebastians unge år. Allerede som 5-årig rendte der en lille dreng rundt i en parcelhushave i Esbjerg og kastede med en bold. Haven blev hurtigt for lille, og inden for et år blev haven skiftet ud med Kvik Esbjergs håndboldhal. Her nød han tilværelsen som nyudklækket håndboldspiller, hvor fokus var på at have det sjovt og skabe relationer. Det samme var kodekset i håndboldklubben SGI, som den unge håndboldspiller tre år senere skiftede til.

Fodbold eller håndbold?
Mens Sebastian Bjerregaard Sangane nød at spille håndbold i SGI, havde han også tid til at spille fodbold i den lokale fodboldklub med andre af hans venner. Men da Sebastian blev 14 år, tog det hele en drejning. Hans daværende klub skulle sammenlægges med byens stormagt inden for håndbold, Ribe Esbjerg. De unge drenge gik lynhurtigt fra at spille på samme hold, til at konkurrere om de få pladser på det bedste hold i Ribe Esbjerg. Det var i mødet med det konkurrenceprægede elitemiljø der måtte træffes en vigtig beslutning. Den nye hverdag bød på 12 timers håndbold om ugen, samtidig med skolen skulle passes ved siden af. De forudsætninger betød, at Sebastian skulle vælge mellem fodbold og håndbold. På trods af, at de fleste af hans venner valgte fodbolden, fulgte Sebastian sin mavefornemmelse og valgte at dedikere alt sit fokus til håndbold.

De næste seks år i Sebastians liv skulle vise sig at skille sig noget ud fra et klassisk dansk ungdomsliv. For mens Sebastians gymnasievenner planlagde fest og druk i weekenderne, lød beskeden ifølge Sebastian oftest således fra hans træner:

”Vi spiller kamp på mandag, så man må ikke drikke i weekenden.”

Elitemiljøet stillede krav til Sebastians opførsel og satte grænser for hans private ageren. Ifølge ham selv var der episoder, hvor han måtte tilsidesætte sit sociale behov for sporten. Og selvom han ikke fortryder hans prioriteringer dengang, tænker han stadig tilbage på, at man kunne føle, man gik glip af noget:

”Man skulle da høre de sjove byture fra vennerne et par dage efter, og der var de nok ikke lige så sjove. Man skulle nok have været der,” siger Sebastian.

”Jeg satsede på jeg skulle være professionel”

Som årene gik, spidsede konkurrencen til, og som 18-årig gik det langsomt op for Sebastian, hvor karrieren var på vej hen:

”Jeg kunne godt se, at det der med at blive professionel krævede lidt mere talent, end jeg havde, og mine venner omkring mig begyndte at få kontrakter.”

Drømmen om at blive professionel håndboldspiller smuldrede langsomt mellem fingrene på Sebastian, og i stedet blev kærligheden til sporten hans drivkraft– ligesom da det hele startede i parcelhushaven i Esbjerg. Som 20-årig valgte Sebastian at bytte elitemiljøet i Ribe Esbjerg ud med højskolelivet på idrætshøjskolen Aarhus. Selvom Sebastian Bjerregaard Sangane ikke blev Danmarks nye Mikkel Hansen, er der stadig massere han tager med videre fra sin karriere:

”Det har lært mig struktur og lært mig at gå all in på noget, også selvom det måske kan fejle.”